Stefan Ring Støhrmann

Head of Network Operations

Du er en af dem i 3, der har en af de tunge tekniske roller. Hvad laver man, når man er Head of Radio Network Operations?

Jeg er chef for Radio Operation/RAN/Device Teamet. Vi er en del af Network Engineering, som står for modernisering/swap af 3’s radionetværks infrastruktur samt drift af det mobile netværk. Målet er at have det bedste datanetværk i Danmark. Teamet består af syv personer, som arbejder med planlægning, design, dimensionering, implementering og optimering af hele 3's eksisterende Radio Access Network infrastruktur. Dvs. at vi skal sørge for, at der er dækning, der hvor folk forventer, der er dækning.

Men min rolle går ofte på tværs af hele organisationen. Det er i al fald ikke blevet mindre komplekst med tiden, så min rolle er blevet meget mere omfangsrig over tid.

Du har været med til at udrulle både, 3G, 4G og nu 5G her hos 3. Hvordan har det været?

Som netværksmand er det altid interessant at være der, hvor udviklingen sker. Lige nu er vi midt i en teknologisk overgang med massiv udbygning af 5G i Danmark. Det er en tid med udfordringer, hvor netværket udvikles og ekspanderes i rivende fart. Hvis man bare kigger på de bokse, der skrues op, så ligner generationerne umiddelbart meget hinanden, bortset fra, hvor man skruer dem op.

Tidligere blev radioudstyret ofte installeret i kældere, loftrum eller på jord i teknikskabe eller containere. I dag installeres det i nærheden af de antenner, der er på tage og i master rundt om i det danske land. Det drejer sig faktisk i omegnen af 500 kg udstyr, der skal op og hænge per radioposition.

Det der er, og altid har været, spændende i forbindelse med udrulningen af de forskellige generationer af mobilnetværk er at sikre, at vores netværk kan levere forbindelse og service til vores kunder med den bedst mulige kvalitet. Og det er helst overalt. Og det er da også der, at kompleksiteten i vores arbejde kommer ind.

Da det var 2G i sin tid, var der meget fokus på tale og SMS, så kom 3G, hvor det både var tale og data. Ved 4G træder smartphonen for alvor ind på markedet, og brugerne får nogle andre behov og krav, såsom at kunne streame film samt at tilgå forskellige sociale medier, når som helst og hvor som helst.

Med 5G bliver kravene ikke mindre, og folks forventninger, til hvad netværket kan og skal levere, bliver kun større. Når alt kommer til alt, er det blevet mere indviklet at forbedre netværket med tiden, og optimeringsdelen bliver derfor mere kompleks. Folk har en forventning om, at det fungerer over alt.

Hvad har været den vigtigste faktor for dig i at udrulle forskellige netværksgenerationer?

Helt lavpraktisk så er det jo radiosignaler, vi har med at gøre. Radiosignaler opfører sig ud fra nogle fysiske regler. Det er sådan set ikke forskelligt fra teknologi til teknologi, spørgsmålet er, hvordan man pakker signalerne. Men hvordan radiobølger bevæger sig, det er fælles for alle teknologierne. Det er der, hvor vi er håndværkerne, der skal finde ud af, hvordan de bliver stoppet af eksempelvis en skov eller en væg. Hvordan opfører de sig i bymæssige miljøer, på landet, i naturen, osv. Der er en fællesfaktor, og det er sådan set det vigtigste. Grundlaget for at du får en god oplevelse med vores netværk er, at vi kan vores håndværk, og at vi kan få radiosignalerne til at være der, hvor der er behov for dem.

Du startede i 3 helt tilbage i 2006, og nu er du så på tredje netværksgeneration her hos 3. Hvad er det, der får dig til at stå op om morgenen og stadig synes, det er sjovt at gå hen på den samme arbejdsplads efter så mange år samme sted?

Det er jo, at de opgaver, jeg får lov at være med i, er meget forskellige. Over tid har de ikke været ens. Der er hele tiden bevægelse i 3, og det kan jeg godt lide. Og så det at have nogle dejlige kolleger gør det jo også dejligt at komme på arbejde, så det er jo også væsentligt. Men for mig er det udvikling, der er vigtigt. Det, at der hele tiden sker en bevægelse og noget fremdrift. Jeg er med i nogle opgaver, som ikke kun er radiotekniske. Det motiverer mig meget, at jeg kan bidrage andre steder i forretningen også og se, hvordan de gør det.

Hvordan håber du at se 3 udvikle sig i fremtiden?

Jeg håber, vi bliver ved med at være en seriøs spiller på markedet, og at vi når op og slår vores nærmeste konkurrent. Jeg kunne godt tænke mig, at vi bredte os lidt mere ud og ikke kun solgte netværksforbindelser, men at det også kommer til at handle lige så meget om hvilke smarte og innoverende løsninger og services, vi ellers kan levere. Det kan man gøre på mange måder: Smartoffice, Smarthome, Private Networks og alt det andet. Der er mange andre områder, der åbner sig med 5G. Her håber jeg, at 3 også kan være en seriøs spiller.

Og meget vigtigt: Vi må aldrig nogensinde miste vores udfordrer-gen. Det er det, der gør, at vi er innoverende på markedet. Det er også, det der gør, at vi udvikler noget, hvor de andre tænker ”hvorfor fik vi ikke den idé?”. Her er det også vigtigt, at vi sørger for at holde fast i den mangfoldighed af medarbejdere, som vi har, så vi kan blive ved med at samle op på de skøre idéer, og vi kan blive ved med at tænke i nogle andre retninger. Det, tror jeg også, er vigtigt at blive ved med at holde fokus på, så det ikke bare bliver på salgstal måned for måned, men at vi også tænker lidt længere frem i tiden.

Hvad synes du, der har ændret sig mest og mindst i 3 hen over årene?

Antallet af kunder har i hvert fald ændret sig helt vildt. Da jeg kom ind i 2006, havde vi omkring 100.000 kunder, og nu har vi over 1,5 mio. i Danmark. Så det er jo en helt anden virksomhed, vi er i. Men i takt med, at vi har haft succes som udfordrer på telemarkedet og over tid fik markant flere kunder, er vi blevet mere voksne som virksomhed, kan man sige.

Det er også noget af det, vi skal passe på med, ikke at blive for voksne, men at beholde den der ungdommelige glæde, som gør, at vi kan tænke anderledes end resten af branchen. Så det, der nok har ændret sig mest, det er, at vi er gået fra at være en lille virksomhed, som folk ikke rigtigt tog seriøst til at være en stor virksomhed, som vores partnere tager seriøst. Det har jo også gjort, at vi har haft nogle spændende udfordringer i netværket, fordi vi har fået væsentligt flere brugere på.

Det, der nok til gengæld har ændret sig mindst, det er vores insisteren på at være udfordrer. Vi tør godt at prøve ting, og der er stadigvæk ikke så langt fra idé til handling, og man får lov til at være med til at præge. Det har ikke ændret sig meget, fra jeg startede til nu, så det har vi heldigvis stadigvæk.

Fakta

Navn: Stefan Ring Støhrmann

Alder: 51 år

Stilling: Head of Network Operations

Antal år i OiSTER/3: 16

Uddannelse: Autodidakt