eSIM er en digital version af det traditionelle SIM-kort. I stedet for at indsætte et fysisk kort i din mobil, er eSIM allerede indbygget i enheden. Det betyder, at du kan aktivere dit mobilabonnement hurtigt og nemt – helt uden at vente på posten.
Bestiller du eSIM via Mit 3 Selvbetjening, får du QR-koden vist direkte på din skærm.
Bestiller du via kundeservice eller salgsafdelingen, bliver QR-koden sendt med posten til din adresse.
Bestiller du i en 3Butik, får du en fysisk voucher udleveret med din QR-kode.
Når du modtager QR-koden, scanner du den med din mobil - så bliver eSIM’et aktiveret og er klar til brug med det samme.
Vigtige ting at huske, før du aktiverer eSIM:
Tjek om din mobil understøtter eSIM. De fleste nyere modeller gør det.
Fjern det gamle SIM-kort fra din mobil, inden du går i gang.
Sørg for at være på WiFi, når du downloader og aktiverer eSIM.
QR-koden kan kun bruges én gang.
Med eSIM til dit smartwatch kan du ringe, sende beskeder og streame musik – helt uden at have mobilen med. Det koster 30 kr./md. og fungerer som et tilkøb til dit mobilabonnement.
Find dit smartwatch i vores vejledninger, og vælg kategorien "Netværk og forbindelser" for at se hvordan du opsætter eSIM.
Hvor kan jeg tjekke om min mobil understøtter eSIM?
Åbn telefonens opkaldsfunktion.
Indtast *#06#.
Hvis der vises et EID-nummer*, er din mobil klar til at bruge eSIM.
*Et EID-nummer (Embedded Identity Document) består af en lang række tal og bogstaver, der fungerer som en unik identifikation for et eSIM. Nummeret kan være op til 32 tegn langt og indeholder både numeriske og alfanumeriske tegn (bogstaver og tal).
Hvornår skal jeg aktivere mit eSIM?
Ved køb af nyt abonnement med nummerflytning: Har du modtaget et eSIM i forbindelse med køb af abonnement inkl. nummerflytning, kan du aktivere dit eSIM tidligst dagen før, nummerflytningen træder i kraft.
Ved køb af nyt abonnement med et nyt nummer: Hvis du har modtaget et eSIM i forbindelse med køb af et nyt abonnement inkl. et nyt nummer, kan du aktivere dit eSIM ca. 30 minutter efter bestillingen.
Ved bestilling af et nyt eSIM til dit eksisterende abonnement: Når du bestiller et nyt eSIM via Mit 3 Selvbetjening til et eksisterende abonnement, kan det aktiveres på selvbetjeningen med det samme.
Hvad koster eSIM?
Et eSIM er helt gratis både at få og bruge på din mobiltelefon. Hvis der er tale om en tilkobling til et smartwatch, koster det 30 kr./måneden.
Kan jeg have to eSIM/SIM-kort på min mobil?
Hvis din mobil understøtter eSIM, har du mulighed for at have flere eSIM-profiler og bruge Dual SIM med to aktive SIM-kort samtidig. Du kan anvende Dual SIM ved at kombinere et fysisk SIM-kort og et eSIM. iPhone 13-modeller og nyere understøtter også to aktive eSIM’er.
Dette er praktisk, hvis du ønsker at bruge både dit private og dit arbejdsnummer på samme telefon – så slipper du for at have to mobiler med dig. Med Dual SIM kan du have to abonnementer i én telefon. Du kan selv vælge, hvilket nummer der skal være primært, og hvilket der skal være sekundært, samt skifte mellem dem efter behov.
Hvordan ved jeg, hvilket nummer jeg ringer og SMS'er fra?
Når du foretager et opkald, kan du øverst på skærmen se, hvilket nummer du ringer fra. Hvis du vil ringe fra dit andet nummer, skal du blot trykke på knappen øverst på skærmen, hvor der står "Primær", og derefter vælge "Sekundær" for at ændre det udgående nummer. Samme proces gælder for SMS-beskeder.
Vær opmærksom på, at du altid svarer fra det nummer, som modtog beskeden. Hvis du modtager en SMS på "Primær", kan du ikke svare med "Sekundær" til samme nummer, medmindre du sletter hele SMS-tråden først.
Hvad er One Click Transfer?
Hos os kan du hurtigt og nemt overføre SIM-kort fra din tidligere iPhone til din nye iPhone, uden at du skal kontakte os og eller skanne en QR kode. Vi kalder det One Click Transfer.
For at bruge One Click Transfer kræver det blot, at du har:
et 3-abonnement på din gamle iPhone.
installeret iOS17 på din nye og din gamle iPhone.
aktiveret Bluetooth.
Følg instrukserne på din nye iPhone for at overføre dit fysiske SIM-kort eller eSIM til din nye iPhone. Vær obs på, at mobilerne skal ligge ved siden af hinanden og være tændt.
Hvilke mobiler er kompatible med smartwatches?
Det er vigtigt, at du har den seneste software version på din mobil.
Apple: Det kræver, at du har en iPhone 6 eller nyere model, samt den seneste opdatering til både din iPhone og dit Apple Watch. Bemærk, at eSIM med WatchOS 9.1 og nyere opdateringer, er international roaming kompatible på cellular modeller fra Apple Watch Serie 5 og nyere, Apple Watch SE og nyere, samt Apple Watch Ultra. Tilgå Apples hjemmeside for yderligere information.
Samsung: Du kan finde en liste over hvilke mobiler der er kompatible med Galaxy Watch på Samsungs hjemmeside.
Hvor mange Apple Watches kan jeg tilknytte min iPhone?
Du kan tilkoble 3 stk. Apple Watch.
Stadig brug for hjælp?
Privat | Erhverv |
---|---|
70 313 313 | 70 313 000 |
Teknisk support | |
---|---|
70 313 313 |
Man-torsdag: 8-17, Fredag: 8-16
Weekend/helligdage: Lukket
I vores butikker kan du få hjælp med alt, så stik endelig hoved forbi din 3Butik
Find butik