Udviklingen indenfor cyberkriminalitet går stærkt i disse år, og desværre går det den forkerte vej. AI har gjort det endnu nemmere for cyberkriminelle at skabe stærkt personaliserede, falske beskeder og phishing-mails. Og automatiseret udsendelse betyder, det er en simpel sag at ramme tusinder med nogle få klik.
Det er således nogle yderst avancerede metoder cyberkriminelle udnytter til at angribe virksomheder, og der er udsigt til potentielt store økonomiske gevinster, hvis angrebene lykkes. Angrebene udnytter både teknologiske sårbarheder og menneskelige fejl, hvilket gør det afgørende for virksomheder at forstå de mest udbredte trusler.
Derfor får du her et overblik over de fem typer af cyberangreb, som cyberkriminelle benytter, og som din virksomhed derfor bør kende og arbejde på at forebygge.
Det drejer sig om disse 5 cyberangreb:
Phishing – når svindlerne narrer dine medarbejdere
Malware – når uskyldige filer skjuler skadelig software
Økonomisk svindel – når svindlerne udgiver sig for at være chefen
DDoS-angreb – når din virksomhed bliver lagt ned af trafik
Afpresning (ransomware) – når dine filer bliver taget som gidsler
Vi gennemgår hver af angrebstyperne længere nede, men først er det vigtigt at forstå, at disse angreb ofte bruges sammen og består af flere metoder. Det er altså ikke sådan, at cyberkriminelle angriber enten med malware eller phishing. I stedet prøver de tit med flere forskellige metoder, og er der først bid, kan det føre til flere angreb.
Et phishing-angreb kan eksempelvis føre til, at cyberkriminelle får oplysninger, der gør det muligt at lave en troværdig, personaliseret e-mail, som får en medarbejder til at installere malware. Gennem dette malware kan svindlerne registrere adgangskoder, som giver dem adgang til virksomhedens servere, hvor de kopierer kritisk data og krypterer alle filer med det formål at opkræve en løsesum.
Phishing kan således blot være toppen af isbjerget. Omvendt betyder det også, at hvis virksomheden lykkes med at afværge de første forsøg, eksempelvis phishing, så får svindlerne aldrig fodfæste til at sætte stærkere angreb ind.