November 2024 I Partnerskab
Med nyt partnerskab kan danske virksomheder få dækket alle deres netværksbehov gennem 3Business. Sammen med fiberkoncernen GlobalConnect kan 3Business nu tilbyde både trådløst 5G internet og lynhurtigt fibernet.
Mens mange virksomheder breder deres aktiviteter ud for at favne alle virksomheder, har 3Business og fiberkoncernen GlobalConnect valgt en anden retning. Virksomhederne er eksperter inden for hver sit felt, og ved at slå pjalterne sammen, kan de hjælpe danske virksomheder med at få dækket alle deres netværksbehov.
”Mange i branchen breder forretningen mere og mere ud. Vi tror på værdien i at være kundernes bedste partner i dét, vi hver især er allerbedst til. Samarbejdet med 3 er en naturlig forlængelse af den overbevisning, fordi vi kan kombinere det bedste fra begge verdener,” fortæller Yan Zheng, SVP for SMB-markedet i GlobalConnect Group.
Det bedste fra begge verdener.
3Business fokuserer på at levere trådløse forbindelser, og har derfor investeret stort i at udbrede 5G netværket til nu at dække 99% af den danske befolkning. Det betyder, 3Business kan levere 5G internet, der er hurtigt, stabilt og mobilt, samt avancerede telefoni- og kommunikationsløsninger.
GlobalConnect er omvendt en virksomhed med speciale i fibernettet, som benytter nedgravede lyslederkabler til at skabe internetforbindelser med ekstremt høje hastigheder.
Sammen kan de to virksomheder levere forbindelser til ethvert behov, til både store og små virksomheder. De kan også skabe en kombineret løsning, som udnytter fordelene ved både fiber og 5G, til at sikre virksomhedens netværksbehov imødeses på tværs af forskellige afdelingers individuelle behov.
”Vi tilbyder virksomhederne en komplet løsning, som gør det simpelt og også billigere for dem. Ved at knytte det bedste fra tophylden af mobil og fiber sammen, gør vi det nemt for kunderne at få de produkter og den ekspertise, de har brug for, så de kan udvikle deres forretninger digitalt,” siger Marie-Louise Back, Chief Commercial Officer i 3.