I flere år har virksomheders øjne været rettet mod 5G som det netværk, der vil kunne løfte erhvervslivet ind i en strålende, databaseret, fremtid.
Nu er det imidlertid ikke længere noget, der hører morgendagen til: 5G er en realitet.
Det betyder, at virksomheder kan udnytte en højere hastighed på internettet samtidig med, at man kan tilslutte flere enheder, og endelig giver 5G mulighed for ekstremt hurtige svartider, også kaldet lav latens. Det fortæller Stefan Ring Størhmann, der er Head of Radio Network Operation hos 3.
”Højere hastighed, flere enheder, lav latens – det er de tre ben, 5G står på, og det baner vejen for langt mere avancerede løsninger for erhvervslivet,” siger han.
Den højere hastighed gør det f.eks. nemmere og mere gnidningsfrit at arbejde med store datamængder og krævende cloud-baserede programmer, men høj hastighed løser også et generelt problem.
”Datatrafikken stiger med op til 60% hvert år i tætbefolkede områder, og højere hastighed på netværket understøtter dette behov,” forklarer Stefan Ring Størhmann.
Reduceret trængsel på linjen.
Samtidig har der været udfordringer med at tilslutte sig mobilnettet i tætbefolkede områder. I takt med at flere og flere enheder tilslutter sig mobilnettet, skaber det trængsel visse steder, men også det afhjælper 5G.
”Fordi vi sætter mere udstyr op og kan pakke signalerne på en anden måde med 5G, er der mere plads til forbindelserne,” siger han.
Tilsammen gør 5G således allerede en stor forskel for virksomhederne.
”Virksomheder kan benytte netværket til at forbedre deres driftseffektivitet og levere tjenester og produkter, hvor de kan være innovative. Fjernarbejde er jo i fuld gang og f.eks. telemedicin er så småt ved at komme fra start,” siger Stefan Ring Størhmann.