Cybersikkerhed for virksomheder: Sådan beskytter du data, drift og omdømme.

Maj 2025 I Sikkerhed

Behovet for cybersikkerhed vokser. Få overblik over, hvad cybersikkerhed dækker over, hvilke trusler du skal forberede dig på, og hvordan din virksomhed kan styrke sit digitale forsvar med denne guide. 

Cyberangreb er ikke længere noget, der kun rammer globale koncerner og offentlige institutioner. Tværtimod viser analyser, at små og mellemstore virksomheder (SMV’er) er blevet et yndet mål – netop fordi mange stadig undervurderer truslen. 

Ifølge Erhvervsstyrelsen oplevede hver femte danske virksomhed et cyberangreb i 2023. De fleste angreb starter med noget så simpelt som en phishing-mail, men kan ende i ugelange driftsstop, tabte kundedata og alvorlige tillidsbrud. 

Cybersikkerhed er derfor ikke kun et it-anliggende – det er en forretningskritisk prioritet.  

I denne guide får du overblik over, hvad cybersikkerhed indbefatter, hvilke trusler du skal kende til, og hvordan du bedst beskytter din virksomhed. 

Få rådgivning

Hvad betyder cybersikkerhed? 

Cybersikkerhed handler grundlæggende om at beskytte dine digitale aktiver – det vil sige alt fra kundedata og økonomisystemer til medarbejdernes enheder og virksomhedens netværk. Det er en praksis, ikke et produkt. Og det kræver både teknologi, processer og mennesker. 

De seks grundelementer i cybersikkerhed hænger tæt sammen og udgør tilsammen et stærkt forsvar mod digitale trusler: 

  • Netværkssikkerhed – beskytter mod uautoriseret adgang til jeres interne netværk 

  • Programsikkerhed – handler om at sikre software mod sårbarheder og opdateringsfejl 

  • Informationssikkerhed – beskytter virksomhedens data – både internt og eksternt 

  • Driftssikkerhed – sikrer, at systemer og arbejdsgange fungerer stabilt og sikkert 

  • Genoprettelse og forretningskontinuitet – evnen til at gendanne data og fortsætte driften efter et angreb 

  • Oplæring af brugere – fordi mennesker ofte er det svageste led i sikkerhedskæden 

Det hele hænger sammen: Et stærkt forsvar bygger på både teknik og adfærd – altså både de digitale værktøjer, I bruger, og den måde, medarbejderne arbejder og tænker sikkerhed på i hverdagen. Derfor er cybersikkerhed også et ledelsesansvar. Det er ledelsen, der sætter retningen, prioriterer indsatsen og sikrer, at der er kultur, kompetencer og ressourcer til stede til at løfte opgaven. 

Hvad er cybertrusler? 

Cybertrusler dækker over alle former for angreb eller sårbarheder, der kan true jeres digitale sikkerhed. De opstår ofte via mails, ved sårbarheder i software eller gennem medarbejdernes adfærd – fx hvis nogen falder for et phishingforsøg.  

Blandt de mest almindelige cybertrusler finder vi phishing og malware, samt manglende opdateringer af software, som skaber sårbarheder, cyberkriminelle kan udnytte til et ransomware-angreb. Det er en type cyberangreb, hvor virksomhedens data krypteres, og angriberne kræver løsepenge.  

Derudover ser vi insidertrusler – fx tidligere ansatte med adgang til systemer – og DDoS-angreb, hvor servere overbelastes og driften lammes. 

Læs mere om de forskellige typer af cyberangreb

Hvorfor er cybersikkerhed vigtigt for virksomheder? 

Cybersikkerhed er vigtigt, fordi konsekvenserne ved et brud kan være ødelæggende – ikke kun teknisk, men også økonomisk og omdømmemæssigt. Et enkelt klik på et ondsindet link kan lægge produktionen ned i dagevis, kompromittere kundedata og skabe alvorlige tillidskriser blandt kunder og samarbejdspartnere.  

Samtidig risikerer virksomheden at udløse store bøder for brud på GDPR samt dyre gendannelses- og retsomkostninger. 

Cybersikkerhed er derfor ikke blot et værn mod it-angreb, men en investering i virksomhedens robusthed og troværdighed. Det handler ikke kun om at forebygge trusler, men i lige så høj grad om at kunne reagere hurtigt og effektivt, hvis uheldet er ude – og minimere skaderne, når det sker. 

Cybersikkerhed: Hvad kræver det for små og større virksomheder? 

Der findes ikke én løsning, der passer til alle. Hvad der er brug for – både i forhold til sikkerhedsniveau, beredskab og forebyggelse – afhænger af jeres virksomheds størrelse, struktur og daglige arbejde.  

En mindre konsulentvirksomhed har ikke de samme behov som en produktionsvirksomhed med mange enheder og systemintegrationer.  

Fælles for alle er imidlertid behovet for at tage truslen alvorligt – og tage ansvar for at beskytte både sig selv og sine kunder.

Cybersikkerhed for små virksomheder.

Mindre virksomheder har sjældent en dedikeret it-afdeling – og derfor bliver cybersikkerhed ofte nedprioriteret. Det gør dem imidlertid sårbare, og eftersom cyberkriminelle er opportunister, vil det øge risikoen for at blive ramt. Her er tre konkrete tiltag, der styrker sikkerheden uden at kræve store investeringer:

  1. Brug to-faktor-login på alle kritiske systemer:Det gør det markant sværere for uvedkommende at få adgang, selv hvis en adgangskode er kompromitteret.

  2. Hold software opdateret og lav regelmæssige backups:Opdateringer lukker kendte sårbarheder, og backups sikrer, at I hurtigt kan komme videre efter et angreb.

  3. Gennemfør awareness-træning for alle medarbejdere:Fx via e-læring, der lærer dem at genkende trusler som phishing og social engineering i praksis.

Cybersikkerhed for større virksomheder.

Med vækst følger kompleksitet – og dermed øgede risici. Har I mange enheder, cloudløsninger og systemintegrationer, stiger behovet for en struktureret tilgang. Her bør I fokusere på:

  • Trusselsmonitorering 24/7– gerne via et Security Operations Center (SOC).

  • Segmentering af netværk og rettighedsstyring– begrænser adgangen til data og forhindrer én kompromitteret konto i at give adgang til hele infrastrukturen.

  • Beredsplaner og krisehåndtering– hvad gør I, når (ikke hvis) I bliver ramt?

Større virksomheder bør også overveje compliance med ISO 27001 og lignende standarder. Det hjælper ikke kun med at strukturere sikkerhedsarbejdet, men kan også være en konkurrencefordel i udbud, samarbejder og over for kunder, der stiller krav om dokumenteret sikkerhed.

Klar til at styrke cybersikkerheden i din virksomhed? 

Cybersikkerhed er ikke en engangsindsats. Det er en løbende proces, hvor det gælder om at være ét skridt foran cyberkriminelle aktører – og om at komme hurtigt tilbage på benene, hvis uheldet er ude. 

Overvej følgende næste skridt: 

  1. Få en sikkerhedsvurdering af jeres systemer, der giver jer et klart overblik over, hvor I er sårbare, og hvor det bedst kan betale sig at sætte ind først. 

  2. Indfør awareness-træning i hverdagen, som øger medarbejdernes evne til at spotte og undgå de mest almindelige angreb, og styrker dermed jeres samlede forsvar. 

  3. Tag kontakt til en virksomhed med ekspertise inden for cybersikkerhed og få sparring på jeres beredskab. Det giver adgang til ekspertise og løsninger, der ellers ville være for ressourcekrævende at håndtere internt. 

Hos 3Business samarbejder vi med Arctic Wolf, som leverer markedsledende løsninger inden for cybersikkerhed – herunder overvågning, trusselsdetektion og respons 24/7. Med deres teknologi og ekspertise kan vi hjælpe jer med at finde en skræddersyet løsning, der passer præcist til jeres behov, uanset virksomhedens størrelse eller branche.  

Få vejledning af vores business rådgivere, der står klar til at hjælpe jer.

I skal blot indtaste jeres oplysninger i kontaktformularen her, og så kontakter vi jer indenfor 1 time på hverdage mellem 8-16.

Nysgerrig på, hvordan vi opbevarer og anvender dine persondata?

Så se vores Persondatapolitik