3 udsat for afpresning

Vi bliver i disse dage afpresset af kriminelle, der kræver et større millionbeløb for ikke at udlevere oplysninger om en lille del af 3’s kundebase. Vi har overdraget sagen til politiet, der nu efterforsker sagen.

Vi anbefaler derfor, at du læser nedenstående spørgsmål og svar, så du ved, hvordan du skal forholde dig til situationen.

Spørgsmål & Svar

Hvilke oplysninger har de kriminelle om mig?
Navn, adresse, cpr-nummer, e-mail, telefonnummer, sim-kortnummer, abonnement og betalingsmetode. Der er efter vores vurdering ikke tale om bankoplysninger.

Hvad betyder betalingsmetode?
Det betyder, at der står registreret, hvilken betalingsmetode, du har valgt, når du betaler dit abonnement.

Har de fået adgang til mine kreditkortoplysninger?
Nej. Der er efter vores vurdering ikke tale om kreditkortoplysninger, da de ligger hos Nets.

Er der fare for, at mit cpr-nummer bliver misbrugt?
Ja, desværre er cpr-nummeret blandt de data, der er blevet stjålet. Men cpr-numre giver ikke adgang til personfølsomme oplysninger. Ved alvorlig svindel skal cpr-nummeret kombineres med koder eller Nem-id. Til et cpr-nummer knytter sig personlige oplysninger som navn, adresse, statsborgerskab, evt. stilling og civilstand. Tilknyttet cpr-nummeret er der også en række personfølsomme ting (økonomi, straffeforhold, sundhed mv.), men disse oplysninger er ikke tilgængelig med cpr-nummeret alene.

I få tilfælde kan cpr-nummeret benyttes til identitetstyveri, – men det er meget få steder, hvor du ikke skal vise billedlegitimation eller bruge dit kreditkort sammen med. 

Hvad kan jeg gøre for at beskytte mit cpr-nummer?

Du kan derfor få indsat en markering om kreditadvarsel i CPR.

Kreditvarsel er et tilvalg du selv aktivt kan vælge på borger.dk. En markering om kreditadvarsel vil være et signal til virksomheder om at være særlig opmærksomme i forbindelse med deres identitetskontrol, før der ydes lån eller kredit. I mange tilfælde vil det være relevant at give afslag på lån eller kredit, fordi virksomheden har mistanke om, at den, der ønsker lån eller kredit, ikke er den, som vedkommende udgiver sig for at være. På den måde kan konkrete tilfælde af identitetsmisbrug forhindres.

Når du har indsat en markering om kreditadvarsel i CPR, kan du opleve, at det kan være sværere for dig at opnå lån eller kredit hos virksomheder. Det kan du undgå ved at ophæve markeringen om kreditadvarsel, før du søger om lån eller kredit. Du kan altid indsætte markeringen igen efterfølgende.

Ønsker du at indsætte markering om kreditvarsel, kan du gøre det her:

Gå til kreditvarsel

Hvad skal 3 bruge mit cpr-nummer til?
Vi skal bruge dit cpr-nummer, når vi opretter dig. Det bruges til at få valideret, om du har en aktiv adresse i Danmark samt kreditvurdering holdt op imod Experians RKI register for at kunne vurdere, hvor mange abonnementer du kan købe.

Hvorfor gemmer 3 mit cpr-nummer efter, at jeg er blevet oprettet?
Efter du er blevet oprettet, gemmer vi dit cpr-nummer for at sikre, at vi altid har et unikt nummer, som du og vi kender til. Hermed sikrer vi altid at have din korrekte adresse, så vi kan sende dig relevante breve og regninger, også selv om du skulle vælge at skifte adresse eller navn. Et kundenummer eller telefonnummer er hertil ikke unikt. 

Jeg har hemmeligt nummer/hemmelig adresse. Er de kriminelle kommet i besiddelse af disse oplysninger?
Oplysninger om hemmeligt telefonnummer og hemmelig adresse kan være blandt de oplysninger, de kriminelle er i besiddelse af. Hvis oplysningerne offentliggøres, vil disse således ikke længere være hemmelige i samme omfang som hidtil. For så vidt angår hemmeligt telefonnummer kan vi være behjælpelig med at udskifte dette.

Hvad kan jeg gøre for at beskytte mig selv mod misbrug af oplysningerne?
Der er en vis risiko for, at du kan blive udsat for identitetstyveri, det vil sige, at andre udgiver sig for at være dig i en række sammenhænge som f.eks. ved køb af varer, optagelse af lån og lignende. Typisk vil oplysningerne dog skulle kombineres med betalingskortoplysninger, Nem-ID og andre informationer, som de kriminelle ikke har fået fat på. Så det er vores vurdering, at din risiko er ret lille. Det bedste, du kan gøre, er i en periode at holde øje med usædvanlig aktivitet. Modtager du breve eller regninger, du ikke kender til, bør du reagere og kontakte afsender. Du kan ikke gøres økonomisk ansvarlig for en aftale, du ikke selv har indgået.

Kan jeg forsikre mig mod identitetstyveri og lignende?
Ja, de fleste selskaber tilbyder forsikringer mod identitetstyveri som tillægsforsikring, og ved nogle forsikringsselskaber er en ID-sikring inkluderet i indboforsikringen. Derfor vil det være en god ide at tjekke med dit forsikringsselskab, hvad der er inkluderet i din forsikring. Er du forsikret mod identitetstyveri, kan du henvende dig til dit forsikringsselskab, hvis du får mistanke om misbrug og høre, hvilke tiltag der skal sættes i gang (spærring af netbank, anmeldelse til politiet, kontakt til RKI m.m.). Forsikringen vil hjælpe med dækninger af udgifter, omkostninger, juridisk rådgivning, advokater mv.

Hvad betyder det for mig, at de kriminelle har mit simkortnummer?
Vi vurderer, efter at vores simkort-leverandør har undersøgt sagen, at der er meget lille sandsynlighed for misbrug af dit simkort-nummer.

Kan jeg alligevel få et nyt simkort gratis?
Ja, selvfølgelig kan du det, hvis du er en af de berørte kunder. Kontakt vores kundeservice eller en af vores butikker, så skifter vi dit nuværende simkort til et nyt gratis.

Kan jeg få et nyt nummer gratis?
Ja, hvis du er blandt de berørte kunder, kan du få et nyt nummer gratis. Kontakt vores kundeservice, så kan de hjælp dig.

Har de fået adgang til mine opkaldsfiler og sms’er?
Nej, det har de ikke.

Jeg føler ikke, at mine oplysninger er sikret hos jer. Kan jeg komme ud af min aftale?
Nej, så længe du er i binding, kan du ikke løses fra aftalen. Vi kan til gengæld tilbyde dig at skifte nummer og/eller simkort gratis, hvis du er blandt de berørte kunder.

Bliver jeg kompenseret for, at mine oplysninger er faldet i de forkerte hænder?
Nej, vi kan desværre ikke yde kompensation, men vi er klar med et team af dedikerede medarbejdere og ekstra ressourcer i vores Kundeservice. De kan hjælpe dig med at skifte telefonnummer, simkortnummer, og hvad du ellers skulle have brug for. 

Hvornår forventer I at have en afklaring på, hvordan de kriminelle er kommet i besiddelse af data?
Vi har anmeldt sagen til politiet, som efterforsker den i øjeblikket. Vi må afvente resultatet af deres efterforskning.

Har 3 været udsat for afpresning?
Ja, 3 har modtaget en mail, hvori man truer med at offentliggøre kundedata på en lille gruppe af 3’s kunder (omkring 3.600), hvis vi ikke betaler et større millionbeløb. Vi har anmeldt  sagen til politiet.

Har I tænkt jer at betale?
Nej, 3 vil ikke bidrage den til den form for kriminalitet. Vi har derfor anmeldt sagen til politiet.

Har 3 været udsat for et hacker-angreb?
Politiet vurderer, at vi er blevet kontaktet af nogen, der er kommet ulovligt i besiddelse af kundeoplysninger fra vores kundebase. Hvordan de er kommet i besiddelse af de oplysninger, vil vi overlade til politiets efterforskning.

Hvorfor har I ikke styr på sikkerheden?
Vi håndterer oplysninger om ca. 1,2 mio. kunder, så sikkerhed er højeste prioritet for os. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvordan den eller de kriminelle er kommet i besiddelse af oplysningerne. Nu ligger sagen hos politiet, og vi er sikre på, at de nok skal komme til bunds i sagen.

Er jeg blandt de 3600 kunder, hvis oplysninger er faldet i de forkerte hænder?
Alle kunder, hvis oplysninger er faldet i de forkerte hænder, har fået tilsendt en mail eller modtager et brev. Har du ikke fået en mail eller brev, er du ikke blandt de berørte kunder. 

Har sagen nogen forbindelser til YouSee-sagen?
Vi kan ikke sige noget om, hvad der er sket hos YouSee.

Har I informeret de ca. 3.600 berørte kunder direkte?
Ja, vi har i dag (13.02) sendt en mail eller brev til alle berørte kunder.

Hvad gør 3, hvis oplysningerne bliver offentliggjort?
Vi kan ikke forhindre den eller de kriminelle i at offentliggøre oplysningerne. Vi håber, at politiet kommer til bunds i sagen og finder frem til gerningsmændene hurtigt.

Hvorfor betaler I ikke bare? Så er jeres kunder fri for at få deres private oplysninger lagt ud på nettet?
Vi vil på ingen måde medvirke til, at kriminalitet betaler sig. Det giver heller ikke 3 eller kunderne en garanti for, at gerningsmændene ikke lægger oplysningerne ud alligevel.

Der har været en sag om hacking hos 3 i England? Hænger det sammen?
Nej, det har vi ikke umiddelbart anledning til at tro.

Gode råd om generel IT sikkerhed

Svindel på nettet bliver stadig mere kompleks
It-kriminelle kan f.eks. ændre navnet på afsenderen, så du tror, du får en mail fra en veninde eller ven. Tjek derfor altid afsenderen ved at holde markøren hen over afsendernavnet. Det afslører måske en afsender, du ikke kender, og som har uærlige hensigter.

Taler til tilliden
De it-kriminelle er også gode til at udnytte vores tillid til landsdækkende virksomheder som f.eks. NETS, SKAT m.fl. De kan også udgive sig for at være nogen, som kender dig personligt bl.a. via chat-beskeder på sociale medier. De kan samtidig tale til os på en måde som enten skræmmer eller lokker. Hvis en konkurrence eller en opfordring i en mail lyder for godt til at være sandt, så er der nok noget om det.

Tjek mailen for stavefejl
Modtager du en mail, som truer med at lukke din bankkonto, din iTunes-konto eller din NemID-adgang, så start med at kigge mailen igennem for stavefejl og underlige webadresser. Det er ofte tegn på, at der står svindlere bag. De kriminelle bliver dog bedre til at sende mails helt uden stavefejl, så hvis du er det mindste i tvivl, så tast webadressen manuelt ind i din browser i stedet for at klikke på noget.

Vær særlig opmærksom på:

  • Uønskede mails
  • Falske mails og websites
  • Falske venner
  • Virus, spyware og ’ransomware’
  • Falske konkurrencer

Vi anbefaler også, at du læser mere på borger.dk. Her er samlet et godt overblik til dig som forbruger. Læs bl.a. seks gode råd om netsvindel eller bliv klogere på, hvordan du færdes sikkert på nettet. 

6 gode råd mod netsvindel   Færd sikkert på nettet

Din version af Internet Explorer er forældet

Vi anbefaler du opdaterer til nyeste version
eller benytter en anden browser

Microsoft har lukket for support af den version af Internet Explorer du benytter. Det betyder, at du ikke længere får sikkerhedsopdateringer og fejlrettelser, og du skal derfor opdatere til nyeste version.

Du kan også vælge at benytte en anden browser i stedet for Internet Explorer, fx. Chrome eller Firefox.

Det betyder også, at du på 3.dk ikke længere vil få den rigtige oplevelse af vores indhold. Siden kan se mærkelig ud og i værste tilfælde kan dele ikke virke for dig - fx. gennemføre køb.

Opdater Internet Explorer

Ok, jeg forstår. Besøg 3.dk alligevel

Dogg