Android 4.1 Jelly Bean

Google er kommet med den næste version af Android styresystemet, som landede i en 4.1 udgave med kælenavnet Jelly Bean i midten af juli.

Windows Phone 8

Bedre brugeroplevelse med Android 4.1 Jelly Bean

En af de vigtigste opdateringer i Android 4.1 Jelly Bean er det, som Google kalder "Project Butter". Smøreprojektet går i alt sin enkelthed ud på at gøre brugeroplevelsen på Android endnu mere velsmurt og behagelig, og der har været et stort fokus på at komme problemerne med en til tider lidt hakkende brugergrænseflade til livs. De nærmere detaljer omkring arbejdet med "Project Butter" vil vi ikke komme nærmere ind på her, men der kan læses mere hos engadget.

Notifikationscenter

Notifikationsområdet har også fået et make-over, og eksempelvis er Gmail-notifikationer blevet udvidet så de inkluderer et bedre preview af ulæste beskeder samtidig med, at de giver adgang til flere funktionaliteter direkte fra notifikationerne uden at åbne app'en. Man kan også +1 eller dele billeder fra Google+ direkte fra notifikationsområdet. Jelly Bean-notifikationer kan I højere grad tilpasses, og de er handlingsorienterede.

Google Now - nyhed i Android 4.1 Jelly Bean

Google Now er en helt ny feature eller tjeneste i Jelly Bean, som giver et samlet opdateret og hurtigt overblik over de ting, man ofte ønsker at tjekke. Man kan eksempelvis få automatiske sportsopdateringer i realtid, intelligent trafikinformation baseret på bevægelsesmønstre og tidspunkt samt info om offentlig transport baseret på ens fysiske placering. Google Now er en slags personlig assistent, men i hvor høj grad funktionen kommer til at virke i Danmark bliver interessant at følge.

Opdatering af kamera app og foto app

Kamera-applikationen får med Jelly Bean hurtigere adgang til fotoalbummet. Med et swipe fra kameraet, kommer man direkte ind i fotoalbummet. Sammenkoblingen mellem kameraet og albummet er generelt blevet mere intuitiv. Fotoalbummet er også blevet smartere, så man nu eksempelvis kan slette billeder med et enkelt swipe.

Google Maps på en ny måde

Jelly Bean-udgaven af Google Maps får nu understøttelse af gyroskopet, så man kan bruge Street View på en hel ny måde. Med gyroskopet kan man dreje telefonen og pege på det, man vil "se" på en lokation. Offline navigation er også blevet nemmere at bruge i Google Maps med et menupunkt direkte fra forsiden af applikationen.

Smidigere opdateringer og nye telefoner med Android 4.1 Jelly Bean

I Android Jelly Bean 4.1 er opdateringer af apps blevet kraftigt optimeret, så man ikke længere skal downloade en helt ny app for at opdatere, men i stedet kan nøjes med at downloade lige præcis den del af app'en, der er blevet opdateret.

Android 4.1 Jelly Bean kom selv som en trådløs opdatering i midten af juli til Galaxy Nexus, Motorola Xoom og Nexus S.

Læs mere om Android 4.1 Jelly Bean her.

Kommentér på Android 4.1 Jelly Bean

http://www.3.dk/nyheder/android-4-1-jelly-bean/