 |
Du kan kontakte mig på følgende måder:
|
|
Peter Fogh Knudsen Kundeambassadør
|
I 3 er vores mål, at alle vores kunder skal føle sig godt behandlet. Med over 800.000 kunder er vi imidlertid også klar over, at der sker fejl. Men det er vigtigt, at der bliver rettet op på de fejl, der sker, og at vi hele tiden er opmærksomme på, hvordan vi kan give kunderne en bedre behandling.
Som 3’s kundeambassadør skal jeg være med til at sikre, at du som kunde hos 3 får en god behandling.
Konkret betyder det, at du som kunde hos 3 kan kontakte mig
- hvis ikke du er tilfreds med den behandling, du har fået i kundeservice/andre dele af firmaet
- hvis ikke du får det, du mener, du har krav på efter at have været i kontakt med kundeservice
- hvis du har en ide til forbedring af vores kundeservice, f.eks. procedurer, der kunne være anderledes eller information, der kunne være bedre
Hvis du har et almindeligt kundeservicespørgsmål, skal du som altid kontakte kundeservice.
Kontakter du mig på skrift, så oplys venligst altid dit kundenummer eller dit cpr-nummer samt et telefonnummer, jeg kan kontakte dig på.
Sådan behandler jeg din klage
Når jeg modtager en klage, prøver jeg altid først at få styr på, hvad der rent faktisk er foregået. I den forbindelse er din beskrivelse af forløbet selvfølgelig helt central, men derudover vil jeg typisk også høre den eller de medarbejdere, der har været involveret i forløbet.
Når jeg har fået et godt indblik i, hvad der er foregået, vurderer jeg for det første sagen med juridiske øjne og ser på, om du har fået det, du har krav på i henhold til lovgivningen. Har du ikke det, skal der selvfølgelig rettes op på det.
Men derudover prøver jeg også at se på sagen ud fra dit synspunkt. Selv om du måske juridisk set er blevet korrekt behandlet, kan der være ting, der gør, at oplevelsen for dig som kunde kunne have været bedre, eller måske er der processer, der ikke fungerer lige godt i alle tilfælde.
På den baggrund kommer jeg så med mit oplæg til en løsning på sagen.
Hvem er jeg?
Jeg hedder Peter Fogh Knudsen og er født i 1970. Jeg er uddannet jurist (cand.jur.) og i 10 ud af de sidste 12 år har jeg arbejdet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvor jeg har arbejdet for Forbrugerombudsmanden, Forbrugerklagenævnet og senest i Forbruger Europa med klager på tværs af EU’s grænser.
Ved siden af jobbet som kundeambassadør er jeg også ekstern lektor i forbrugerret ved Københavns Universitet.
Hvad laver jeg som kundeambassadør?
Som kundeambassadør i 3 er jeg med til at sikre, at du som kunde i 3 bliver behandlet ordentligt.
En af mine vigtigste funktioner er at være en intern klageinstans for dig som kunde, hvis du har haft en dårlig oplevelse med 3. Den funktion kan du læse mere om ovenfor.
Udover at behandle konkrete kundeklager, har jeg imidlertid også fokus på generelt at analysere indkomne klager og identificere svagheder i eksisterende processer for på den måde at medvirke til, at vi undgår unødvendige klager fremover.
Jeg er også intern høringspart i 3, når der bliver udviklet nye produkter. I den forbindelse skal jeg være med til at sikre, at vi altid husker at have fokus på kundernes oplevelser i vores produkter.
Endelig så er jeg også talsperson i forhold til en række offentlige myndigheder og organisationer som for eksempel IT- og Telestyrelsen, Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet i relation til sager, der falder inden for mit område.